Chris Terkelsen
      - Orienteringsløb -
 
SPONSORER
 
 Persondata
 Målsætning
 Min sport
 Resultater
 Kort
 Billeder
 Presseklip
Nyheder
Kun et orienteringsløb [09-08-2006]
VM i nedtur

Kun èn gang i livet har jeg været så skuffet som efter dette VM. VM-løbene er nu kommet nogle dage på afstand, men skuffelsen vil ikke slippe sit tag. Den sidder i hele kroppen og værker i knogler og muskler og sind.

Dette løb var ikke bare et orienteringsløb. Det var ikke bare et VM. Det var VM’et om alle VM’er. Den ene gang i livet, hvor man var på hjemmebane, og hele Danmark fulgte med. Det har været målet og formålet med hver eneste træningstime og hver eneste tilbagelagte kilometer og styret livet i stort og småt.

Jeg havde talentet og forudsætningerne for at vinde en medalje ved VM. Støtten og forståelsen fra forbund, klub, sponsorer, Team Danmark, venner og familie har været fantastisk. Tro og tillid fra alle parter har hjulpet mig på vej. Det føles tungt at have skuffet de forventninger, som folk berettiget har haft til mig. Det er jeg ked af og beklager overfor alle, som har troet og håbet med mig. Men frem for alt værker skuffelsen i kroppen, fordi jeg har svigtet min egen simple drøm om at levere en enestående idrætspræstation foran et fantastisk hjemmepublikum og afslutte elitekarrieren med en VM-medalje på hjemmebane. Den største og sidste drøm som orienteringsløber.

Facit blev en ’udgået’ og en 15. plads. Sikken en nedtur. Hvordan kunne det gå så galt? I bagklogskabens ulideligt klare lys kommer indsigten let. Jeg trænede for hårdt og for meget for tæt på VM for at kompensere for skadespausen midt i sommeren og ankom træt og udslidt til Silkeborg. Trætheden akkumuleredes yderligere for hver VM-start, og den lette feber og urolige mave, som jeg havde op til starten på lang-finalen var blot et symptom på en krop, der var presset helt i knæ.

Tilbage er trætheden og skuffelsen over at have forpasset en mulighed, der kun kommer en gang i livet. Sådan er livet og sådan er sport. Jeg trækker stikket ud, tager mig en kold øl og nyder resterne af sommeren - mens jeg minder mig selv om, at det kun er o-løb.

Efterskrift:
Tirsdag efter hjemkomsten fra VM bød på en forskrækkelse. Mandag havde jeg været hos min egen læge for at få taget nogle blodprøver for at sikre, at min dårlige form under VM ikke skyldtes sygdom. Vi aftalte, at jeg skulle ringe tilbage torsdag for at få svar på blodprøverne, men allerede tirsdag eftermiddag ringede lægen imidlertid tilbage. Han sagde, at jeg skulle tage til modtagelsen på Hillerød Sygehus omgående, hvor de ville være forberedt på min ankomst, da nogle af mine blodværdier gav anledning til bekymring. Efter ankomsten til Hillerød Sygehus blev jeg straks lagt på en båre, påført ID-bånd og bedt om at opgive navn og telefon på mine nærmeste pårørende.

På den korte tur til Hillerød og indtil lægen kommer, når man at tænke en del tanker om, hvad der gør dem så forskrækkede, at de skal gøre én så forskrækket.

Efter nye blodprøver og yderligere undersøgelser konkluderede lægen, at årsagen til de anormale blodværdier var, at kroppen var meget overbelastet, overtrænet og trængte til hvile. Slemt nok, men ikke så overraskende og trods alt en lettelse, at det ikke var noget mere alvorligt. På baggrund af blodværdierne overvejede han at indlægge mig, men da jeg var klar i hovedet, lod han mig tage hjem og ordinerede hvile, afkobling og en opfølgende blodprøve om 3-4 uger.

Lose yourself
(Eminem)

Look. If you had one shot. One opportunity. To seize everything you ever wanted. In one moment. Would you capture it? Or just let it slip?

You better loose yourself in the moment. You want it. You better never let it go. You only get one shot. Do not miss the chance. Don't blow. This opportunity comes once in a life time.


Kort:
Gjern Bakker Mellem

Nordea

New Balance

Loeberen

Team Danmark
 
NÆSTE OPGAVE
Design: Susanne G. Thomsen
Kode:Esben H. Andersen
9/8 --> En kold øl
  Terrassen